Tid: Vi mødes på Tradshus kl. 15.30 og slutter samme sted kl. 18. Vi slutter af med en kop varm kakao og siger glædelig jul og godt nytår 🧑🎄
Husk: Turtaske med en kop og drikkedunk. Desuden tøj efter vejret og du må gerne tage en pandelygte eller lommelygte med.
Beskrivelse:
Mørket har altid været spændende. Hvad gemmer der sig ude i mørket? Tænk på i meget gamle dage – dengang det eneste lys, man havde med ud i skoven, var en svag flamme i en flagermuslygte – da var der meget mørkt udenfor. Mørke og skygger alle steder. Man kunne ikke se, hvad der gemte sig i den mørke skov. Det er derfor ikke overraskende, at der også var meget overtro forbundet med mørket. Det er heller ikke underligt, at vi mennesker kan være mørkerædde.
I dag møder vi slet ikke mørket på samme måde som i rigtig gamle dage. De fleste af os bor i større eller mindre byer, hvor der altid er gadelamper tændt, og kommer vi ud i ”mørket” i parker eller lignende, så er der alligevel ikke rigtig mørkt, fordi lysforureningen fra byer oplyser himlen.
I dag går vi ud i skovens mulm og mørke og oplever skoven ved skumringstid. Er man musestille, er der måske alligevel mange sære lyde. Man kan godt forstå, at folk dengang frygtede mørket. I dag ved vi, at der ikke er noget farligt i skoven – og slet ikke, når vi går en flok spejdere ud i skoven.
Er vi heldige hører vi måske en ugle tude. Eller måske hører vi kronhjorten brøle. Eller en ræv, der bjæffer. Eller måske hører vi en mus eller et andet dyr, der kravler gennem skovbundens visne blade. Og måske hører vi en hund gø langt væk eller en bil eller et tog i det fjerne.
Vi kombinerer oplevelsen og spændingen fra den mørke skov med en vandretur i skoven, som belønnes med det seje mærke "I skovens mulm og mørke"
Vel mødt
Minilederne